Armbevægelserne har været store op til sæsonstart med ambitiøse målsætninger, og mandag aften kom AGF godt i gang med årets udgave af superligaen.
Premierekampen mod de jyske rivaler fra AaB endte nemlig med en sejr på 1-0 takket være en meget tidlig scoring.
Der var ikke engang spillet et minut, før veteranen Peter Graulund udnyttede usikkerhed i AaB-forsvaret til at slippe alene igennem og køligt passere Karim Zaza.
Trods gode muligheder til Jeppe Curth og Michael Jakobsen lykkedes det ikke AaB at komme igen, og der blev ikke scoret yderligere.
AGF kunne i løbet af kampen give comeback til angriberen Dioh Williams, der i længere tid har været ude med en skade.
Efter en komplet første runde af ligaen er det kuriøst nok FC Nordsjælland, der topper tabellen, mens FC København agerer agterlanterne.
I løbet af ugen skal flere danske hold i aktion i Europa.