Et enkelt superligamål. Mere skulle AGF-angriber Mike Tullberg ikke bruge for at overbevise italienske Reggina om sine kvaliteter.
Hans drømmemål i overtiden mod Brøndby forleden har nu sendt ham til Italien, hvor 21-årige Tullberg har underskrevet en fire-årig kontrakt med Serie A-klubben Reggina.
Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.
Forhandlingerne har stået på i nogle
dage, og tirsdag dag faldt de sidste detaljer på plads.
Sportschef i AGF Brian Steen Nielsen ønsker ikke at oplyse noget nærmere om salgsprisen. Til gengæld lægger han ikke skjul på, at det sportsligt ikke er optimalt for bundklubben at skulle slippe en angriber.
- Når vi får sådan et tilbud, vejer vi naturligvis plusser og minusser
op mod hinanden. Her og nu mister vi en god angriber. Mike har vist et
stort hjerte for AGF og har været inde i en rivende udvikling, siden
han kom som danmarksseriespiller til vores klub. Modsat kom italienerne
med et så godt bud på Mike, at vi i sidste ende valgte at slå til,
siger Brian Steen Nielsen, der oplyser at en del af transferindtægterne på salget vil blive brugt på en erstatning.
Samtidig glæder han sig på Tullbergs vegne:
- Det er sådan et tilbud, du måske kun får en gang som fodboldspiller,
og derfor vil vi ikke stå i vejen for Mike, da muligheden for at komme
til udlandet bød sig, siger sportschefen, der betegner salget af Tullberg som en milepæl i AGF.
- Vi er enormt stolte over denne handel, og jeg ser det som endnu en
blåstempling af det arbejde, vi har gang i. Det er på alle måder et
vigtigt signal, at vi er i stand til at sælge spillere til udlandet.