AGF sælger forsvarsprofil til Kasakhstan
Dino Mikanovic har siden 2015 spillet 106 kampe for AGF. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AGF sælger Dino Mikanovic, der skifter med øjeblikkelig virkning til den kasakhiske klub FC Kairat Almaty.

Dino Mikanovic forlader superligaklubben AGF og skifter med øjeblikkelig virkning til den kasakhiske klub FC Kairat Almaty, der har købt forsvarsspilleren fri af aftalen i AGF.

Det skriver den aarhusianske klub på sin hjemmeside.

AGF's sportschef, Peter Christiansen kalder aftalen en god løsning for alle parter.

- Dinos kontrakt udløber som bekendt til sommer, og han har igennem længere tid ikke lagt skjul på, at han ønsker sig en ny udfordring i sin karriere.

- Så vi sælger ham derfor nu til FC Kairat Almaty. Dino får nye udfordringer - og en økonomisk meget lukrativ aftale, og vi får en tilfredsstillende kompensation, siger han til AGF's hjemmeside.

Mikanovic kom til AGF i 2015 og har spillet 106 kampe for klubben.

Peter Christiansen ønsker kroaten det bedste i fremtiden og sender roser med på vejen.

- Han har spillet stort set alle kampe de seneste sæsoner i AGF og har altid været garant for en dedikeret arbejdsindsats og en stor vilje til at vinde, siger han.

Samtidig med Mikanovic' afgang rykker AGF 18-årige Magnus Anbo Clausen op i superligatruppen.

/ritzau/

/ritzau/