Der er spillet fire runder af den nye sæson i Superligaen, og AGF har endnu ikke vundet en fodboldkamp.
I stedet er det blevet til uafgjort mod Hobro og nederlag til FC København, FC Midtjylland og Lyngby.
Det seneste nederlag kom mandag aften, og AGF-træner David Nielsen lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive den nuværende situation.
- Det er selvfølgelig en katastrofe, siger David Nielsen om 1-2-nederlaget på Lyngby Stadion.
- Det er en dårlig start. Der er ikke så meget at rafle om. Vi har fået ét point i fire kampe, og det er selvfølgelig ikke særlig godt, siger han.
AGF er en klub, som tiltrækker sig stor opmærksomhed - både når det går godt og dårligt.
Situationen og det store pres, der nu er på den aarhusianske traditionsklub, slår dog ikke David Nielsen ud af kurs.
- Vi har haft modgang før, og det er hårdt at komme ud af modgang, men vi skal sørge for at gøre det på den rigtige måde, siger David Nielsen.
- Vi skal blive bedre til nogle ting, og det er vi nødt til at tage fat i. Det er ikke bare at trykke på en knap. Nu skal vi gøre det, der skal til for at komme ud af det her. Det er vigtigt, siger David Nielsen.
AGF-anfører Patrick Mortensen føler ikke, at det pres, der kommer fra omverdenen, har nogen synderlig påvirkning på truppen.
- Der er ikke nogen, der presser os mere, end vi selv gør. Den her gruppe af spillere er så ambitiøs og gør sit bedste hver dag.
- Du kan kalde det krise eller ej - det bekymrer mig ikke. Jeg er sikker på, at vi nok skal komme op på hesten, siger anføreren.
Lyngby møder Sønderjyske i næste spillerunde.
/ritzau/