AGF kommer tættere på redning efter sejr over Esbjerg

AGF vandt samlet med 3-1 over Esbjerg i Superligaens nedrykningsplayoff og er dermed tættere på redningen.
Morten "Duncan" Rasmussen sikrede 3-1-sejren langt inde i overtiden, da AGF onsdag slog Esbjerg.
Morten "Duncan" Rasmussen sikrede 3-1-sejren langt inde i overtiden, da AGF onsdag slog Esbjerg. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Hjemme på Ceres Park vandt AGF med 3-1 over Esbjerg i klubbernes andet playoffopgør i Alka Superligaens nedrykningsspil.

Da den første kamp endte 0-0, løste AGF med sejren billet til et playoffopgør mod Viborg om at undgå at skulle ud i flere kampe for at sikre en sæson mere i den bedste række.

Med nederlaget venter der derimod Esbjerg playoffkampe mod AC Horsens om at undgå direkte nedrykning.

Kampen i Aarhus begyndte med et vaskeægte brag, da Kasper Junker flugtede AGF i front med 1-0 efter bare to minutter.

Det flotte mål blev scoret efter godt forarbejde med hovedet fra Junkers angrebsmakker Morten "Duncan" Rasmussen.

Efter 27 minutter kom Esbjerg tilbage i kampen. Robin Söder slog et højt indlæg ind i feltet, hvor Mads Hvilsom udkonkurrerede sin direkte modstander i luften og sendte bolden i mål til 1-1.

Dermed var det pludselig Esbjerg, der ville vinde samlet, hvis stillingen holdt, men det ændrede AGF på med en scoring efter ni minutter af anden halvleg.

I det 54. minut headede Martin Spelmann bolden ned for fødderne af Björn Daníel Sverrisson, der fra kanten af feltet sendte bolden hårdt ned i venstre målhjørne til 2-1-føring.

Kampen fik en mildt sagt vild afslutning, da Martin Spelmann dybt inde i overtiden brændte en stor friløber, men efterfølgende fik tilkæmpet sig et straffespark.

Her brændte Morten Duncan Rasmussen i første omgang, men kunne efterfølgende selv score til 3-1 på lidt af et kludemål.

Med scoringen udlignede AGF-angriberen samtidig Søren Frederiksens rekord for flest scorede mål i Superligaen. Begge spillere har scoret 139 mål.

Med sejren skal AGF møde Viborg i playoffkampe. Den samlede vinder af de to opgør er sikker på endnu en sæson i den bedste række, mens taberen skal spille playoffkampe mod nummer tre fra 1. division om at undgå nedrykning.

Vinderen af opgøret mellem Esbjerg og AC Horsens skal møde nummer to fra 1. division i playoffkampe om at undgå nedrykning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.