AGF har længe haft problemer med en lille gruppe fans, som blandt andet er kommet med nedsættende og til tider racistiske råb efter modstandernes mørke spillere. Det ry, der - fortjent eller ufortjent - har givet klubben og dens fans, skal der nu gøres op med. Derfor har fanklubben taget initiativ til en kampagne mod racisme.
Konkret vil der i forbindelse med årets første hjemmekamp mod Fremad Amager på søndag blive uddelt 10.000 pins med teksten Jeg er AGF-fan og imod racisme . Samtidig er det normale Ceres-logo på spillernes trøjer udskiftet med et anti-racisme slogan, og endelig vil fansene, når spillerne løber på banen, holde uddelte røde kort op i luften.
- Racisme er under alle omstændigheder en skændsel og ikke mindst til en fodboldkamp, hvor alle forventer en god oplevelse og et godt fællesskab. Her er spillet det afgørende, og man skal derfor bedømmes på, om man er en god spiller og en glad tilskuer. Til en fodboldkamp skal børn og unge finde forbilleder og ikke fjendebilleder, siger biskop i Århus, Keld Holm, som er blandt kampagnens protektorer, til bold.dk.