AGF vil tilbage i Superligaen, og det mål skal den svenske landsholdsspiller Olof Persson hjælpe med at nå. Fredag offentligjorde AGF, at Persson skifter fra svenske Malmö FF til århusianerne på en tre-årig aftale.
»Olof Persson har hele tiden stået øverst på vores ønskeliste. Han er den ledertype, som vi har søgt efter. Jeg spillede selv sammen med ham, da jeg var i Malmø, og han har en fantastisk karakter. Han er en klog og forudseende forsvarsspiller, som vil være en stor gevinst for os i bestræbelserne på at rykke op,« siger AGF’s sportschef Brian Steen Nielsen.
28-årige Persson var fast mand i midterforsvaret hos den svenske klub, hvor han er noteret for 209 ligakampe. Nu vil han gøre sit til for at realisere AGF’s drømme om Superligaen.
»Jeg er stolt over at have fået denne chance. AGF er en stor klub, som hører til i den bedste række i Danmark. Jeg har fået et fint indtryk af klubben og vil gerne være med til at spille den tilbage, hvor den bør være,« siger han.
I AGF skal han bære trøjen med tallet tre.