Superligaklubben AGF henter den finske forsvarsspiller og landsholdsprofil Petri Pasanen, der har sat sin signatur på en toårig aftale.
Med en fortid i Ajax Amsterdam, Portsmouth, Werder Bremen og senest Red Bull Salzburg er det en erfaren fodboldspiller, AGF nu får glæde af i Superligaen.
31-årige Petri Pasanen, der også har 70 A-landskampe for Finland bag sig, har bevist sit værd på højeste europæiske niveau gennem flere sæsoner og været med til at vinde både mesterskaber og pokaltitler.
- Vi får en forsvarschef til klubben. Petri er i stand til at tage styringen i defensiven. Han har spillet på højt niveau i alle de klubber, han har været i, og han kan dække alle positioner i bagkæden, siger sportschef Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.
- I Werder Bremen har jeg set ham spille godt både i midterforsvaret og som højre back, og venstre back har han også erfaring med, siger sportschefen.
Også Petri Pasanen ser frem til at trække den hvide trøje over hovedet.
- Jeg havde flere muligheder på hånden, og af disse var AGF klart den mest attraktive. I sidste uge havde jeg en snak med træneren og så nærmere på klubben og byen, og det overbeviste mig om, at det var her, jeg skulle fortsætte min karriere, siger Pasanen.
Lørdag skal finnen for første gang træne med sine nye holdkammerater, og hvis alt går godt, er han klar til debut søndag, når hans nye hold møder Randers FC.
- Det er to måneder siden, jeg sidst spillede en kamp, men jeg har holdt min form ved lige i min gamle klub i Finland, så den er okay.
Jeg mangler selvfølgelig kampe i benene, men hvis træneren ønsker at bruge mig, er jeg parat til at yde en indsats for holdet, siger Pasanen.
/ritzau/