Den tidligere landsholdsangriber Frank Pingel, der blandt andet har optrådt for AGF, Brøndby, Newcastle, 1860 München, Fenerbahçe, Lille og Aarhus Fremad, er ikke længere ansat som massør i AGF.
Ifølge Århus Stiftstidende er Pingel blevet fyret efter et klammeri med holdets fysioterapeut under AGF s træningslejr på Cypern
for to uger siden.
Efter en meget våd bytur sidst på træningslejren skulle Frank Pingel ifølge
avisen være kommet i skænderi med værelseskammeraten Søren Pallesen.
Skænderiet udviklede sig ifølge avisen til håndfaste argumanter , og først da en spiller fik lagt sig imellem, kom der ro over tingene.
AGF s sportschef Brian Steen Nielsen ønsker ikke at bekræfte
oplysningerne, men han bekræfter, at Pingel ikke længere er ansat i klubben.
- Vi har været glade for samarbejdet med Frank Pingel, men vi må erkende, at
vi ser lidt forskelligt på de værdier og normer, der er i en klub som AGF,
siger Brian Steen Nielsen til Århus Stiftstidende.
Frank Pingel selv benægter overfor Århus Stiftstidende, at der skulle have været en batalje
med fysioterapeuten.
- Det passer bestemt ikke, og det er ikke derfor, at jeg er stoppet. Vi så
forskelligt på arbejdsbetingelserne og mængden af opgaver, og så blev vi
enige om at indstille samarbejdet, siger Frank Pingel.
Frank Pingel nåede at optræde 11 gange for det danske landshold og score fem mål.