Ritzau
Opdateret kl. 13:56
Superligaklubben AGF er i forhandlinger med italienske Inter, som vil købe Yann Aurel Bisseck.
Det meddeler AGF i en fondsbørsmeddelelse.
- En mulig transfer forudsætter, at den italienske klub beslutter sig for at udnytte en frikøbsklausul på 52 millioner kroner, hvortil der kommer omkostninger og nedskrivninger for AGF A/S, står der blandt andet.
Den tyske forsvarsspiller har de seneste uger været rygtet til netop Inter, som spillede sig frem til Champions League-finalen tidligere i år.
Yann Aurel Bisseck er anfører for Tysklands U21-landshold. AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, bekræftede allerede i juni, at tyskeren var på vej væk fra klubben.
- Nu er der et kæmpe arbejde i at komme styrket ud af transfervinduet, hvor vi mister i hvert fald én profil, fordi han har en klausul i sin kontrakt, sagde Nielsen til Ekstra Bladet efter superligasæsonens sidste kamp.
Yann Aurel Bisseck skiftede for to år siden tyske FC Köln ud med en lejekontrakt i AGF, der i sommeren 2022 valgte at hente ham permanent.
Siden da har han vist sig som ikke bare en af AGF's bedste spillere, men en af ligaens bedste.
I den netop overståede sæson leverede han blandt andet fem mål på tværs af alle turneringer. AGF endte med at vinde bronze i Superligaen.
Inter tabte Champions League-finalen 0-1 til Manchester City.
/ritzau/