Uretmæssige anholdelser, lange karantæner og forbud mod at synge slagsange får nu en gruppe AGF-tilhængere til at opsøge klubben for at sikre, at der også for fremtiden vil være stemning på lægterne, når byens hold spiller superligakampe.
- Jeg tager fuldstændig afstand fra vold, men vi er havnet i en situation, hvor helt almindelige fodboldtilhængere risikerer at blive straffet for stort set bare at møde op og se fodbold. Det kan vi simpelthen ikke leve med, siger Thomas Lund Jørgensen, der har taget initiativ til et møde med Lars Windfeld, koncerndirektør i Århus Elite – et møde, som Windfeld har takket ja til.
Falske anklager
For Thomas Lund Jørgensen er den konkrete anledning til mødet en episode ved AGF s seneste udekamp i Esbjerg, hvor fire af hans venner blev bortvist fra stadion for at kaste med fadøl og fornærme vagter og politibetjente – anklager, som både Thomas Lund Jørgensen og andre kilder overfor Nyhedsavisen betegner som forkerte.
- Anklagerne er simpelthen ikke rigtige, og det er jo ikke kun en bortvisning fra stadion i Esbjerg. Da én af de fire ugen efter tog ud for at se AGF mod FCK, fik han at vide, at hans karantæne også gælder i Århus. Og så fik han lige et halvt års ekstra karantæne for ikke at rette sig efter vagternes anvisninger – anvisninger, som han aldrig har fået hverken mundtligt eller skriftligt, siger Thomas Lund Jørgensen.
Tudefjæs
Hos vagtfirmaet DK-Aros Vagt, som står for sikkerheden ved AGF s hjemmekampe, har indehaver John Bundgaard ikke hørt om initiativet.
- Det eneste, jeg ved, er, at der er nogle tudefjæs, som har fået karantæne, og som nu prøver at piske en stemning op på forskellige hjemmesider, siger John Bundgaard, der ikke afviser at gå i dialog med tilhængerne.
- Selvfølgelig er vi indstillet på dialog, og får vi en invitation, tager vi selvfølgelig imod den, siger John Bundgaard.
For Thomas Lund Jørgensen handler initiativet om at finde en løsning, der kommer både klubben og AGF-tilhængerne til gode.
- Jeg og mange andre bruger ufattelig meget tid og energi på AGF, og vi er kede af at blive behandlet som dyr og set på som voldspsykopater, fordi vi råber højt og synger nogle sange, som nok er grove, men som skal ses som en del af kulturen. Lars Windfeld er tidligere mødt op på tribunen og har takket os for opbakningen, men den opbakning kan vi ikke levere, så længe der bliver stukket karantæner ud udelukkende baseret på mistanker og misforståelser, siger Thomas Lund Jørgensen.