Direktør Jan Christensen har selv taget sin del af ansvaret for, at AGF for tredje gang på otte år er rykket ud af Superligaen.
Selskabet bag fodboldklubben, Aarhus Elite A/S, skriver i en fondsbørsmeddelelse, at Jan Christensen stopper i klubben efter eget ønske. Samtidig er sportschef Brian Steen Nielsen blevet afskediget.
- Det er beklageligt, at vores veje skal skilles. Jan Christensen og Brian Steen Nielsen har begge arbejdet hårdt og forbilledligt for både virksomhed og fodboldklub.
- Samtidig må vi erkende, at klubben er i en historisk vanskelig tid, og derfor skal der også nye øjne og kræfter til, siger bestyrelsesformand Lars Fournais, der lover inden længe at præsentere en plan for genrejsningen af klubben.
- Nedrykningen af AGF til 1. division kræver handling og vil medføre store ændringer i virksomheden, ikke kun på ledelsesplan, hedder det.
Planen går ud på, at AGF allerede efter næste sæson er tilbage i Superligaen, og den skal danne grundlag for, at klubben vender tilbage til toppen af dansk fodbold.
Jan Christensen tiltrådte i Aarhus Elite som direktør i 2009 som afløser for Lars Windfeld, der havde været syg igennem længere tid.
Inden jobbet i sportskoncernen var Jan Christensen direktør i virksomheden Dancorn og havde desuden været leder i Radiometer og Oticon.
Jan Christensen stopper dog ikke øjeblikkeligt. Han skal fungere som rådgiver for den nye ledelse.
/ritzau/