Den tidligere topmålmand Lars Windfeld er kommet i gevaldigt uføre, efter formiddagsavisen Ekstra Bladet har afsløret, at han er blevet meldt til politiet for at stjæle forretningshemmeligheder og patenter fra sin tidligere arbejdsgiver Dan-Web i Århus.
I går blev han fyret fra sit job som direktør i Århus Elite A/S, der er selskabet bag Århus' fodboldstolthed, AGF.
"Det er korrekt. Det er en stor og meget kompleks sag, som vi har efterforsket i et år, og vi er langt fra færdige," siger vicepolitiinspektør Børge Fransen ved Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Lars Windfeld har siden december været sygemeldt fra jobbet som boss i AGF, men i går blev det altså klart, at han ikke længere kan skrive direktør på visitkortet. Fyringen skulle være en direkte konsekvens af afsløringen af tyverisagen, som fortsat efterforskes.
Ved siden af sit job som fodboldchef har Windfeld kørt firmaet Danish Airlaid Technology. Og det er i forbindelse med de forretningsaktiviteter, at politiet er i gang med en større efterforskning om de stjålne forretningshemmeligheder og patenter.