Når AGF søndag spiller sin sidste hjemmekamp i 1. Division mod HIK, kan der meget vel være udsolgt på NRGi Park.
»Lige nu har vi solgt 15.000 billetter i forsalg, så det er helt outstanding,« siger direktør for Århus Elite Lars Windfeld.
Ligesom i gamle dage
Samtlige byens udsalgssteder melder om usædvanlig høj interesse for AGF-billetter.
»Det er ligesom i gamle dage i Superligaen, når vi spillede mod Brøndby og FCK. Stemningen er fantastisk, og det tegner til at blive en rigtig fest. Folk kommer herind og ønsker hinanden tillykke med oprykningen, og vi sælger rigtig mange billetter. Hvis der ikke bliver udsolgt, så bliver det rigtig tæt på,« fortæller Benny Svendsen fra De Meza Kiosken på Harald Jensens Plads.
Også hos Købmand Krogsgaard kan man mærke, at ’den gamle’ AGF-stemning er tilbage.
»Vi har ikke udsolgt endnu, men det nærmer sig. Alle de gode pladser er væk, men vi har stadig nogle af skodpladserne tilbage,« siger butiksassistent Malene Jensen
Hos Sallings sportsafdeling plejede salget at gå sløvt, selv da AGF var i Superligaen.
»Men for tiden går det strygende. Vi har allerede solgt dobbelt så mange billetter, som vi plejer, og alle de gode billetter er revet væk. Speakers Corner, C-tribunen og familietribunen er udsolgt,« siger Kristian Kronborg.
Tredjebedste tilskuertal
Også hos Århus Elite kan man mærke, at interessen for at fejre AGF s oprykning på stadion er usædvanlig høj. For første gang i år har man åbnet for salg til D-tribunen, som ellers har været lukket for tilskuere hele vejen igennem tiden i 1. Division.
Billetsalget fortsætter helt til kampstart, og der er plads til i alt 20.220 tilskuere på NRGi Park.
Men møder blot 14.974 fans op på søndag, vil tilskuergennemsnittet til AGF s hjemmekampe blive det tredjehøjeste i landet med omkring 8.720 tilskuere per kamp. Kun Superligaklubberne FCK og Brøndby kan vise bedre tilskuertal.
»Det er da helt enestående, at vi har så flotte tilskuertal. Det vidner om en fantastisk loyalitet og opbakning til AGF. Vi skylder en stor tak til vores publikum,« siger Lars Windfeld.
AGF har haft et tilskuertal på 8.270 i gennemsnit til sine hjemmekampe i år.
Det er landets femtebedste tilskuertal til hjemmekampe – foran flere Superligaklubber.
Med 15.000 solgte billetter i forsalg ser AGF ud til at kunne besætte tredjepladsen over tilskuere efter FCK og Brøndby.