Mange læsere har nok selv prøvet det. At blive stoppet i lufthavnens sikkerhedstjek på grund af flydende hudplejeprodukter i håndbagagen.
Den 23. marts 2007 skete det samme for en hemmelig agent i USA. Sikkerhedsvagterne konfiskerede en – i øvrigt helt reglementeret - lille flaske shampoo. Vel at mærke lige inden de lod ham gå ombord med flydende bestanddele til en bombe i håndbagagen.
Agenten arbejdede for det såkaldte Government Accountability Office (GAO), der kan betegnes som Kongressens vagthund.
Torsdag udgav GAO en rapport om organisationens undercover-arbejde i 19 af landets lufthavne - og det må siges at være skræmmende læsning for folk med flyskræk.
Hemmelige agenter har fra marts til juni i år testet, hvor god sikkerhedskontrollen egentlig er, inden man stiger ombord på et fly i USA. Og der er mildest talt mangler.
Agenterne havde på internettet fundet simple bombe-opskrifter og gjort de nødvendige indkøb. Med flydende kemikalier og udløsere i håndbagagen eller under tøjet forsøgte de dernæst at komme på vingerne. Og det lykkedes.
En agent havde endda med vilje taget en bunke mønter i lommen for at blive udsat for ekstra opmærksomhed fra sikkerhedsfolkene. Men nej, han gik kort tid efter ombord i et fly med bestanddelene til en bombe.
Undersøgelsen er sat i værk i forbindelse med de nye og væsentligt opstrammede regler for væsker i håndbagagen, der blev indført sidste år, efter at terrorister angiveligt havde planlagt at sprænge et transatlantisk fly i luften ved hjælp af flydende sprængstoffer.
Dele af rapporten er hemmeligstemplet. Men konklusionen er, at der trods skærpet sikkerhedskontrol er alt for let spil for terrorister i amerikanske lufthavne.
De relevante myndigheder er orienteret om sagen og overvejer i skrivende stund, hvilke nye regler og retningslinjer man kan indføre for at rette op på sikkerhedsbristen.