Agent: NDoye er kun detaljer fra skifte

Senegalesiske Dame N'Doye er ifølge spillerens agent blot formaliteter fra at forlade FC København.

Spekulationerne om angrebsstjernen Dame N'Doyes fodboldfremtid vil meget snart være fortid, fortæller spillerens agent.

Således mangler kun få formaliteter at falde på plads, før senegaleseren ikke længere tilhører vicemestrene fra FC København.

- Der er ikke noget, der er skrevet under endnu. Der mangler fortsat nogle detaljer, men det er meget tæt på en afklaring omkring hans fremtid, siger agenten Niclas Jensen til ekstrabladet.dk.

Agenten afviser imidlertid at sætte navn på spillerens nye arbejdsgiver og vil ikke forholde sig til de tyrkiske mediers skriverier om, at det skulle dreje sig om Trabzonspor.

Og at angriberen allerede skulle være rejst til Tyrkiet, har i hvert fald ikke hold i virkeligheden, siger agenten.

- Han er stadig i Danmark. Hvis det falder i hak, skal han selvfølgelig af sted til sin nye klub med det samme, men der er stadig lidt gymnastik, lidt detaljer, siger agenten ifølge ekstrabladet.dk.

Sidste sæsons topscorer i Superligaen har i denne sæson ikke fået lov at spille kampe, da træner Ariël Jacobs ikke længere oplever, at N'Doye er indstillet på at ofre sig for FCK.

- Jeg kan mærke, at han ikke har hovedet med. Jeg vil have spillere, der mentalt og fysisk er 100 procent klar, sagde træneren efter søndagens 1-1-kamp mod Sønderjyske.

Samtidig forklarede han, at klubben ikke vil hente nye spillere, før N'Doye er væk.

Flere medier skriver, at FCK angiveligt kræver 45 millioner kroner for den farlige angriber.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.