Mens briterne forarges og Madeleines forældre raser, kan tre-årige Kelsey Lynn Kudla grine hele vejen hen til banken.
Det mener i hvert fald pigens agent, Shona Adams, der ejer modelbureauet Juliet Adams Model Agency. Helt præcis vurderer bureauet, at pigen, der ligner Madeleine på en prik og er bureauets juvel, alene på filmroller kan tjene 90 millioner kroner.
- Hvis filmen om Madeleine nogensinde bliver lavet, så er Kelseys lykke gjort. Hvis sådan en som Spielberg henvender sig, kunne prisen for hendes medvirken nemt lande på 90 millioner kroner. Selv skal jeg kun have 20 procent, siger hun til den engelske avis Telegraph.
- Hun vil blive et stort navn og hendes muligheder vil være uanede. Og hvis familien har et problem med, at Kelsey gerne vil være skuespiller og jeg gerne vil underholde og tjene penge, er det deres problem. Vi lever i et frit land.
Indtil Spielberg henvender sig kan Madeleine-kopien lejes for 6000 kroner i timen til brug for dokumentarprogrammer og fotosessions.