Han er efterhånden ved at være et ganske kendt ansigt til kongelige fester i Danmark, den tidligere agent 007 James Bond, sir Roger Moore.
Og sådan er det også ved dagens bryllup i Møgeltønder i Sønderjylland, når prins Joachim forvandler sin franske kæreste til prinsesse Marie.
Roger Moore har som ven af regentparret næsten kendt prins Joachim fra før, han kunne gå - men eks-agenten har stadig til gode at møde Marie Cavallier.
- Hun er endnu borgerlig, men når vi møder hende for første gang, er hun prinsesse. Vi ser meget frem til at møde hende, siger Roger Moore til TV2 Nyhederne.
- Det er jo den næste Mary of Denmark - bortset fra, at det jo ikke er Mary, men Marie, lød det fornøjet fra Roger Moore med henvisning til den slående lighed mellem de to prinsesser.
Sir Roger Moore benyttede dagens bryllup til at gå en tur i den idylliske og festklædte lille landsby, der normalt blot huser omkring 900 sjæle - inklusiv prinsen og den kommende prinsesse. Roger Moore havde naturligvis sine danske kone, lady Kiki Morre, med i Møgeltønder.
- Der er sådan en dejlig stemning. Det er dejligt at være her, siger Kiki Moore til TV2 Nyhederne.
Roger Moore var også gæst, da prins Felix blev døbt i oktober 2002 i den samme kirke, som hans far og papmor nu skal giftes i.