Et flertal i folketinget har åbnet døren for op mod 700 alvorligt syge udlændinge, som under VKO-flertallet fik afslag på afslag på at blive danske statsborgere.
Både Venstre og konservative er med til at give de tidligere afviste en ny chance for at få dansk pas, skriver Politiken onsdag.
Folketingets Indfødsretsudvalg kan nemlig - hvis flertallet vil - lade alvorligt syge ansøgere blive danske statsborgere, uden at de skal bestå de prøver i dansk og samfundskundskab, som normalt er en betingelse.
Under VKO-flertallet fik langt de fleste afslag, når de søgte om at slippe for prøvekravene.
Fra december 2005 til regeringsskiftet i september 2011 behandlede Indfødsretsudvalget 1.077 ansøgninger om dispensation. 701 af dem fik afslag, viser tal, som Justitsministeriet har opgjort for Politiken.
Sammen med regeringsskiftet har flertallet i Indfødsretsudvalget ændret sig, og nu bliver der givet langt flere dispensationer, så alvorligt syge kan blive danske statsborgere uden om danskprøverne.
- Nogle af os er jo meget large og siger stort set ja til alle, der har en diagnose, siger den radikale indfødsretsordfører, Zenia Stampe, til Politiken.
Den nye kurs har fået Justitsministeriet til at foreslå, at de 701 ansøgere, som fik afslag under de sidste fem år med VK-regeringen, nu skal have mulighed for at få deres sager behandlet igen.
Et flertal i udvalget har sagt ja, og med i det flertal er også Venstre og Konservative, som i sin tid lagde stemmer til at afvise de 701 ansøgere.
Kun Dansk Folkeparti har stemt imod, skriver Politiken.
Medlemmerne har tavshedspligt om Indfødsretsudvalgets personsager, men Politiken har fra flere kilder fået bekræftet, at udvalget på et møde 7. juni behandlede de første 10-12 tidligere afviste sager. Kun i én af sagerne blev det oprindelige afslag fastholdt.
I alle øvrige sager blev afgørelserne fra VKO-flertallets tid lavet om, så ansøgerne nu bliver danske statsborgere.
/ritzau/