Mere end 60 af de hjemsendelses-klare irakere forsvundet ud af hænderne på politiet, skriver DR Nyheder. Og at tallet er så højt er bestemt ikke normalt. Det fastslår Carsten Isaksen, der er leder af asylcentret i Avnstrup.
Han vurderer, at irakerne forsvinder for at undgå politiet, der på det seneste er begyndt at dukke op på asylcentrene for at anholde de irakere, der er udvist som følge af de indgåede hjemsendelsesaftaler med Irak.
"Jeg formoder, at det er det, de reagerer på. De møder ikke op af frygt for, at de selv skal blive tilbageholdt af politiet," siger Carsten Isaksen til DR Nyheder.
I alt er 273 irakere blevet udvist, og efter planen skulle de altså være på vej hjem. Men at de ikke vil og derfor forsvinder fra politiet overrasker ikke Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
"Jeg tror i virkeligheden, det er udtryk for, at der er ved at ske det, som også er sket, når man har indgået hjemsendelsesaftaler med andre lande. Nemlig at en del af de irakere, vi har haft i Danmark, er begyndt at tage tilbage af sig selv. Eller også søger de til andre lande for at få asyl der," siger han.