Den danske jernbane har ofte været udsat for massiv kritik, men nu er der måske bedre tider på vej.
Torsdag har forligspartierne bag den grønne transportpolitik fra januar 2009 indgået en aftale om at investere kraftigt i jernbanen.
Aftalen fører til konkrete forbedringer flere steder i landet. Der kommer en helt ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge, ligesom der vil ske renovering af fjerntogsperronen på Nørreport Station i København.
På Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød kommer der dobbeltspor, og det samme bliver tilfældet mellem Vamdrup og Vojens i Sønderjylland.
"Der er tale om en milepæl i dansk jernbanehistorie. Den nye jernbanestrækning mellem København og Ringsted via Køge er den vigtigste enkeltinvestering i nyere tid i jernbanenettet herhjemme," siger transportminister Lars Barfoed (K).
Investeringen vil fremtidssikre kapaciteten på jernbanen og give det nødvendige grundlag for yderligere vækst i landsdelstrafikken, pendlertrafikken og banegodstrafikken, siger han.
"Den nye jernbane bliver første grundsten i realiseringen af den danske timemodel, der vil sikre en rejsetid på en time mellem de store byer i Danmark," lyder det fra transportministeren.
Jernbanen mellem København og Ringsted skal være fundament for færre forsinkelser og mere konkurrencedygtig togdrift.