Det danske fodboldlandshold satte onsdag en tyk streg under et fantastisk fodboldår, da holdet kvalificerede sig til VM i Qatar i 2022.
Men selv om jublen var stor i Parken efter den afgørende 1-0-sejr over Østrig, er det ikke alle, der er lige begejstrede ved tanken om at sende hverken landshold eller officielle repræsentanter fra Danmark til ørkenstaten, hvor menneskerettighederne har været under skarp kritik.
Det anslås, at op mod 6500 migrantarbejdere fra lande som Bangladesh, Indien, Sri Lanka og Pakistan er døde i forbindelse med stadionbyggerierne i Qatar.
Danmarks kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) blev på et samråd onsdag bedt om at forholde sig til, hvordan Danmark og dansk sport fremover skal forholde sig til problemstillinger såsom deltagelse i VM i Qatar. Her sagde hun ifølge Ritzau:
- Vi er nødt til at tage den her debat, hver gang et tvivlsomt land får tildelt en slutrunde, ellers bliver prisen ikke dyr nok. Det skal have en omkostning at prøve at "sportwashe" (dække over problematikker, red.) sit regime, ved at vi politisk drøfter det, når det sker.
- Men det skal jo ikke være med vores landshold eller andre atleter som gidsler. Selvfølgelig skal de til VM, og så må vi andre føre udenrigspolitikken, og det skal vi så til gengæld nok gøre, siger ministeren på samrådet.
Hvad mener du? Skal Danmark holde sig langt væk fra VM i Qatar - eller skal kampen for at forbedre menneskerettighederne føres på en anden måde?