Hvis ikke der var tale om en tv-figur ville hun gå over i historien. Den rigtige historie og ikke tv-historien altså.
For efter at seerne mandag aften tog afsked med en glad, frikendt og forelsket Anna Pihl, tager hendes karriere nemlig for alvor fart. Det afslører hovedforfatter Adam Price i en interview med B.T. tirsdag.
- Hun bliver den første kvindelige drabschef med en opklaringsprocent tæt på 100. Hendes arbejde får så stor betydning, at kriminaliteten falder i København, fortæller Price.
Martin på deltid
Faktisk bliver Anna Pihl så succesfuld, at hun totalt overskygger faren, der selv er tidligere drabschef.
Med så meget fart på karrieren kan det være svært at have tid til både mand og børn, men på det punkt er Anna Pihl heldig. Hun har nemlig Martin, og da de efter nogle år er blevet gift og har fået et par børn sammen, forestiller Price sig, at han går på deltid.
- Hun er en ufatteligt dygtig betjent, og det ved Martin godt (...) Anna Pihl fortsætter med at være hverdagens heltinde. Hun kommer til at modbevise, at det er umuligt at have en stor karriere og samtidig have en lykkelig familie, siger Adam Price til B.T.