Forud for hver sæson kører debatten om deltagerne i "Vild med dans".
Er de kendte? Er de kendte nok?
I dag har eb.dk luret de sociale medier og kan afsløre, at vinderen af Dansk Melodi Grand Prix, færøske Sissal, skal være med i den kommende og sidste sæson af danseprogrammet.
Det afslører sangerinden ifølge mediet selv i en såkaldt story på sin Instagram-profil, hvor hun har delt et billede af sine egne og sin dansepartners ben.
I teksten skriver Sissal "soft launch", som er et udtryk, der typisk bruges, når man introducerer en ny partner for omverdenen på de sociale medier.
Samtidig har danseren Eugen Miu også delt et billede, så den opmærksomme Instagram-bruger nemt kan se, at han skal være Sissals dansepartner.
Eugen Miu vandt i 2024 sammen med Anna Munch.