Grevinde Alexandra er nyforelsket.
Det afslører B.T., som har fået romancen bekræftet af grevindens presserådgiver, Helle Von Wildenrath Løvgreen.
- Det er korrekt, at grevinde Alexandra og Nicolai Peitersen har set hinanden gennem et stykke tid, men grevinden har ikke yderligere kommentarer til forholdet, siger hun til avisen.
Nicolai Peitersen har i en årrække opholdt sig i Kina, hvor han har stiftet virksomheden Wikifactory.
Han har dog fortalt til Berlingske, at han nok ville rykke virksomheden til København.
Meget passende, når Danmark også kan byde på en smuk grevinde.
Her er grevindens nye kæreste. (Foto: PR)
Officielt har Alexandra været single i et par år.
Efter planen flytter hun i næste måned ind i sin nyindkøbte lejlighed i det indre København, hvor turtelduerne får rig lejlighed til at se hinanden.
Grevinde Alexandra blev i 1995 gift med prins Joachim og ti år senere blev parret skilt i 2005.
De har sammen to sønner, prins Nikolai fra 1999 og prins Felix fra 2002.
Fra 2007 og frem til 2015 var Alexandra gift med fotograf Martin Jørgensen.