Det var et ulækkert syn, som mødte de ansatte i Fødevarestyrelsens Rejsehold, da de tirsdag stødte på en større mængde slagteriaffald hos en ulovlig slagter i Thy.
Efterladenskaberne fra slagtningen af grise, får, geder og heste var på grunden. I alt fandt rejseholdet elleve afskårne dyrehoveder og dertilhørende skind i helt almindelige skraldespande, hvilket strider mod reglerne.
Kødet fra dyrene var ikke længere at finde på adressen, men er blevet solgt til forbrugerne.
Kødet vurderes som uegnet til menneskeføde, da slagtningen er foregået under uhygiejniske forhold og uden den lovpligtige kontrol. Derudover var der ikke dokumentation for dyrenes sygdomshistorik og medicin.
Slagteren er efterfølgende blevet politianmeldt og sigtet for en række forhold.
Newspaq