Tusindvis var mødt op i lufthavnen i Honduras' hovedstad for at tage imod den afsatte præsident, Manuel Zelaya, der vendte hjem fra Washington. Men de måtte vente forgæves, for hans fly kunne ikke lande, fordi landets nuværende ledelse havde kommanderet soldater ud på landingsbanen.
Episoden gjorde de ventende personer så skuffede, at der udbrød kampe mellem dem og politiet. Ifølge Reuters mistede mindst en person livet, mens to blev alvorligt såret.
Manuel Zelaya er nu fløjet til El Salvador, hvor han skal mødes med en række latinamerikanske ledere som eksempelvis den argentinske præsident Christina Fernández og formanden for Organisationen af Amerikanske Stater.
Organisationen smed i løbet af weekenden Honduras ud af forsamlingen på grund af landets nye regering. Det er i øvrigt første gang, at et land bliver ekskluderet, siden Cuba blev forvist i 1962.
Situationen i Honduras er nu spidset yderligere til, efter den nuværende leder, Roberto Micheletti, har sagt, at tropper fra Nicaragua er på vej mod grænsen.