Efter seks år som formand for Dansk Folkeparti i Odense blev Vagn Erichsen tidligere på ugen sat fra bestillingen, da et solidt flertal af de fremmødte på en generalforsamling afsatte den siddende bestyrelse.
»Jeg er meget forundret og dybt chokeret,« siger den kasserede formand, som blev hældt ud med stemmerne 32 mod 18.
Han mener, det er dybt uretfærdigt, at han mistede den formandspost, hvorfra han har kørt et meget tæt samarbejde med byrådsmedlem Alex Ahrendtsen.
»Det minder mig om noget i Fremskridtspartiet, hvor en masse folk bliver kaldt sammen for at vælte den siddende formand.«
Vagn Erichsen er blevet kritiseret for at satse alt for meget på byrådspolitikken på bekostning af Folketinget og Regionsrådet. Den afsatte formand ser intet forkert i den disposition.
»Det er da klart, at jeg har satset på byrådspolitikken. Vi har aldrig nogensinde haft så megen indflydelse i kommunalpolitik som nu. Og så bliver jeg kuppet, når det går allerbedst.«
Mister indflydelse
Ole Monrad Møller er ny formand for Dansk Folkeparti i Odense. Han bekræfter, at det politiske arbejde skal lægges lidt bredere ud, så regions- og folketingspolitikken træder tydeligere frem.
»Vi har været rigtig gode til den kommunale politik og har nok overset de andre to ting. Og der venter jo blandt andet et meget vigtigt folketingsvalg om et par år,« siger den nye formand.
Vagn Erichsen er helt sikker på, at den nye strategi vil svække partiets indflydelse i byrådssalen mærkbart. Det afviser Ole Monrad Møller.
»Jeg kan forstå, at Vagn er ked af det og skuffet. Men jeg er uenig i hans betragtning. Og jeg er sikker på, at jeg får et godt samarbejde med Alex Ahrendtsen.