Den Centralafrikanske Republik er ikke længere en del af Den Afrikanske Union (AU).
Landet er mandag blevet suspenderet fra unionen, der samtidig vil indføre sanktioner over for oprørerne, der i løbet af weekenden har overtaget hovedstaden Bangui.
- Rådet har besluttet at suspendere Den Centralafrikanske Republik fra alle aktiviteter i Den Afrikanske Union og at indføre sanktioner, rejserestriktioner og indefrysning af lederne af Seleka-koalitionens værdier, siger AU's freds- og sikkerhedschef, Ramtane Lamamra.
Seleka-koalitionen er en paraplyorganisation for tre forskellige oprørsbevægelser i det afrikanske land.
Mandag udnævnte oprørsleder Michel Djotodia sig selv til landets nye præsident, efter at den egentlige præsident, François Bozize, er flygtet. Bozize kom selv til magten ved et kup i 2003.
- Rådet beder alle medlemsstater om at tage alle nødvendige midler i brug for fuldstændig at isolere bagmændene i dette anti-konstitutionelle magtskifte, siger Lamamra.
Den Centralafrikanske Republik er trods store forekomster af guld, diamanter og uran en af de mindst udviklede stater i Afrika.
/ritzau/AFP