Afrika er hårdt ramt af voldsomme oversvømmelser, der er opstået efter en usædvanlig lang regntid. Landsbyer er udslettede, dæmninger er ødelagt og over hundrede mennesker er omkommet. Det oplyser BBC.
Særlig slemt står det til i lande som Ghana, Etiopien, Rwanda og Uganda, men BBC s Adam Mynott siger, at ikke et eneste land i Vest-, Central- og Østafrika er sluppet for oversvømmelser. FN vurderer, at over en million mennesker er ramt. Og mange steder er der akut behov for mad, telte og medicin.
I det vestafrikanske land Ghana er de nordlige områder blevet erklæret for katastrofezone, landsbyer er revet væk og mange har mistet livet. Billedet er det samme i Østafrika. I Uganda advarer regeringen om en nært forestående krise, som forstærkes af konflikten mellem oprørerne og regeringshæren. Tusinder har søgt tilflugt i skrøbelige flygtningelejre, der nu er skyllet væk.
FN advarer om, at oversvømmelserne kan føre til større udbrud af vandbårne, smitsomme sygdomme som kolera. Røde Kors i Ghana har allerede registreret de første tilfælde af kolera. I lande som Mali og Niger er der desuden risiko for et græshoppe-angreb.