Det tunesiske fodboldforbund (FTF) er klar til at deltage i kvalifikationen til Africa Cup of Nations, turneringen om det afrikanske mesterskab, i 2017.
Det er i hvert fald meldingen fra FTF, efter at forbundet har haft en stor konflikt med det afrikanske fodboldforbund (CAF) i forbindelse med dette års Africa Cup of Nations i Ækvatorial-Guinea.
- Detaljerne er endnu ikke officielle, men efter mit møde med Issa Hayatou (CAF's præsident), er problemerne for mig at se helt klart bag os, siger Maher Snoussi, vicepræsident i Tunesiens fodboldforbund, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tunesien røg ud af Africa Cup of Nations på skandaløs vis i kvartfinalen.
Holdet førte 1-0 over værten, Ækvatorial-Guinea, da dommeren kort før tid tildelte hjemmeholdet et ikke-eksisterende straffespark.
Ækvatorial-Guinea udlignede til 1-1 og vandt siden 2-1 efter forlænget spilletid.
Efterfølgende rasede tuneserne og havnede i en konflikt med det afrikanske fodboldforbund, som senere idømte kampens dommer en lang karantæne.
Det fik CAF til at true med at udelukke Tunesien fra den næste Africa Cup of Nations-slutrunde.
Det kommer altså ikke til at ske ifølge Maher Snoussi.
- Jeg er helt sikker på, at Tunesien er blandt de hold, der er med i kvalifikationsturneringen, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.