Medier: Dødt løb i Israel med næsten alle stemmer optalt
Den tidligere hærchef Benny Gantz sagde i sin tale på valgaftenen, at han vil tale med "alle" i et forsøg på at danne en samlingsregering. Israelske medier rapporterer, at der med næsten alle stemmer optalt er dødt løb mellem Benjamin Netanyahus Likud-parti og partiet Blå og Hvid, der er under ledelse af Gantz. (Foto: Gali Tibbon/Ritzau Scanpix)
Israels to største partier står til at få lige mange pladser i parlamentet, viser foreløbigt resultat.

Israelske medier rapporterer, at der med næsten alle stemmer optalt er dødt løb mellem Benjamin Netanyahus Likud-parti og hans største udfordrer, partiet Blå og Hvid, der er under ledelse af Benny Gantz.

Forskellige israelske medier skriver, at både Netanyahus højreorienterede Likud og Gantz' Blå og Hvid står til at få 32 pladser i parlamentet, som i alt har 120 pladser.

Dette baserer sig på foreløbige resultater med over 90 procent af stemmerne optalt. Avisen The Times of Israel siger, at 96 procent af stemmerne er optalt.

I det foreløbige resultat er der ikke nogen åbenlys vej frem for en koalitionsdannelse. Det øger sandsynligheden for mulige forhandlinger om en regering bestående af de to store partier.

Tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman kan blive tungen på vægtskålen i kommende forhandlinger. De foreløbige resultater giver hans nationalistiske parti, Yisrael Beitenu, ni pladser.

Den overvejende arabiske Fællesliste står til at blive det tredjestørste parti i parlamentet med 12 pladser.

Det kan komme til at betyde, at arabiske partier kan få mulighed for at blokere for, at Netanyahu fortsætter som premierminister, hvis de beslutter at støtte Gantz som regeringschef.

Israels arabiske partier har traditionelt ikke støttet nogen personer til posten som premierminister.

Netanyahu sagde på valgdagen, at Israel har brug for en stærk, stabil zionistisk regering, der kan samarbejde tæt med USA's præsident, Donald Trump.

- Meget snart vil århundredets plan blive præsenteret af min nære ven, præsident Trump.

- Forhandlingerne med præsident Trump vil forme Israels fremtid for de kommende generationer, sagde han med henvisning til USA's fredsplan for Mellemøsten, der angiveligt snart bliver præsenteret.

Den tidligere hærchef Benny Gantz sagde i sin tale på valgaftenen, at han vil tale med "alle" i et forsøg på at danne en samlingsregering.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP
via Listen To News