"Du lytter til et genhør med Mads og Monopolet fra Vejle Musikteater."
Sådan lød beskeden til de op mod én million lyttere, der lørdag formiddag sad klar til at høre det ekstremt populære radioprogram på P4 klokken lidt efter klokken 9.
Årsagen er, at værten på programmet, Mads Steffensen, ikke kan komme på arbejde i DR-byen denne lørdag formiddag.
Han er styrtet på cykel og dulmer smerterne hjemme. Det skriver han på Mads og Monopolets Facebook-side:
"I torsdags var det præcis 15 år siden, jeg første gang lavede Mads & Monopolet. Jeg har ikke misset et eneste program i 15 år. Men det gør jeg altså i dag.
Forleden ramte jeg en kantsten lidt skævt på en cykeltur, og fløj ud over styret. Jeg har brækket kravebenet og to ribben, og jeg dulmer smerterne med piller og lidt morfin.
Min producer Louise har fundet et af vores bedste programmer frem, som I kan genhøre i stedet. Faktisk det mest lyttede i Monopolets historie, det er fra dengang vi besøgte Vejle Musikteater, og Gintberg, Ida Auken og Rasted var i absolut topform. Jeg lover, at jeg også snart er tilbage i topform – satser på comeback allerede næste lørdag. Jeg skal bare lige restituere et par dage mere.
God lørdag folkens. Kh Mads Og i dag lytter jeg med hjemmefra;)"
På Facebook vælter ønsker flere hundrede danskere den uheldige vært "god bedring".
"Ej altså. God bedring din klodsmajor," skriver Susie Paulsen.
"Rigtig god bedering. ??. Er ellers kun stået op for jeres skyld," skriver Martin Vinther.
Faste lyttere af programmet må altså undvære lørdagens program, men kan i stede se frem til at hente en særudsendelse i anledning af Monopolets 15 års jubilæum. Nemlig det allerførste program, der blev sendt d. 6. september 2003 med Suzanne Bjerrehuus, Søren Pind og Anders Matthesen i Monopolet.