En restauratør vil gerne have, at hans gæster taler mere sammen, når de spiser.
Et måltid er et oplagt tidspunkt at samtale. Men det skal være med dem, der er til stede ved bordet, ikke i din mobiltelefon. Det er i hvert fald, hvad restauratøren i en landsby 10 kilometer fra Jerusalem mener. Her giver han halv pris på regningen, hvis du giver ham din mobil, mens du spiser.
'Teknologi er meget godt. Den kan vi ikke undvære. Men bare mens du spiser, især med din familie og dine venner, så kan du godt holde den væk i en halv time og bare nyde maden, nyde selskabet, du er sammen med,' siger Jawdat Ibrahim, ejer af restauranten 'Abu Ghosh.'
I en tid hvor flere og flere er online, også mens de spiser, kan det være kærkomment med en pause fra mobilen.
Udover at eje en restaurant er Jawdat Ibrahim også kendt for at have vundet omkring 150 millioner kroner i lotto, da han boede i USA i 80'erne. Så måske har han stadig råd til at give rabat på maden.