Efter sin optræden som delvist afklædt Se og Hør-mand fik prins Joachim ugebladets standardhonorar på 1500 kroner. Forleden kom det frem, at prins Joachim havde indløst checken fra Se og Hør.
Men pengene er ikke gået til lidt ekstra tant og fjas på bryllupsrejsen. De er i stedet sendt videre til Det Kongelige Grøndlandsfond, som prins Joachim er bestyrelsesformand for. Det oplyser prins Joachims sekretariatschef, kammerherre, oberst Kurt Bache til Billed-Bladet.
Grønlandsfonden uddeler hvert år penge til humanitære, sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål for grønlandske børn og unge, samt til skolerejser i nordiske lande.
Kurt Bache oplyser desuden, at prinsen næppe selv er klar over, at han har fået en check fra Se og Hør.
- Han ved formentlig endnu ikke, at han har fået den, da han jo har været på bryllupsrejse, siger obersten til Billed-Bladet.
Det er i øvrigt kutyme, at Joachim giver pengene til velgørenhed, når han modtager penge eller pengegaver.