På Landbrugsskolen på Selandia i Slagelse er man rystede over de seneste dages mishandling af dyr.
Natten til tirsdag blev en af skolens får dræbt ved halshugning. Den hovedløse krop blev fundet dagen efter af en landbrugselev, men hovedet var væk. Det skriver sn.dk.
Fårets hoved blev senere tirsdag fundet foran hoveddøren til en lejlighed i Slagelse.
Familien i lejligheden kontaktede politiet, der hentede hovedet. Det vides ikke, hvorfor fårehovedet blev placeret foran familiens dør.
"Jeg har næsten ikke ord for det. Det er ubegribeligt, at nogen kan gøre sådan noget," siger faglærer på Selandia Bente Nielsen til sn.dk.
Det var en ung landbrugselev, der fandt den mishandlede fårekrop liggende i en blodpøl, mens hun gik sin sædvanlige morgenrunde på skolen.
Kilde: sn.dk