Nu spidser det til. Forhandlinger om en ny arbejdsmiljøreform er gået ind i en afgørende fase.
På tirsdag i næste uge finder det sidste af i alt fem temamøder sted, hvor beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og Folketingets partier tematisk gennemgår ekspertudvalgets anbefalinger til en ny arbejdsmiljøindsats fra 2020.
Her vil Arbejdstilsynets økonomi og fremtidige bevillinger blive diskuteret, men også det kemiske arbejdsmiljø og natarbejde kommer på dagsordenen.
Det glæder Socialdemokratiets Lennart Damsbo-Andersen, der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg.
- Vores udgangspunkt er, at Arbejdstilsynet skal have tilført 100 millioner kroner, så de kommer op på niveauet fra 2015. Arbejdstilsynets ressourcer skal minimum svare til de opgaver, de har. Hvis det er mere end 100 millioner kroner, må det være sådan, siger Lennart Damsbo-Andersen til Avisen.dk.
- Derudover skal vi have kigget specifikt på natarbejde. Der står ingenting om det i ekspertudvalgets anbefalinger, og vi ved, at der er sundhedsudfordringer forbundet med natarbejde. Vi ved, at især kvinder har en øget risiko for brystkræft, hvis de har meget natarbejde, uddyber han.
I september sidste år afleverede regeringens ekspertudvalg med tidligere minister Pia Gjellerup i spidsen deres anbefalinger til en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.
Regeringen og Folketingets partier håber, at der kan landes en ny aftale om arbejdsmiljøindsatsen i slutningen af marts. Men intet er endnu afgjort.
Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, ser frem til, at Arbejdstilsynets ressourcer kommer på dagsordenen.
- Vi håber, der kan laves en aftale, og vi er spændt på, hvad Troels Lund Poulsen konkluderer efter det sidste temamøde på næste tirsdag, siger Christian Juhl.
"For alvorligt til politisk taktik"
For Lennart Damsbo-Andersen er det vigtigt, at tømreren og sygeplejersken kan bruge en ny aftale konkret på arbejdspladserne.
- Vi skal have uddybet ekspertudvalgets anbefalinger, så de bliver anvendelige. Det hjælper ikke noget, at vi laver love og bekendtgørelser, der ikke er en kæft, der forstår. Det er vigtigt, at de kan bruge det ude på den enkelte arbejdsplads, ellers giver det ingen mening, siger han.
Kunne I være interesserede i at vente med en aftale til efter et folketingsvalg, hvor I muligvis selv sidder med regeringsansvaret?
- Nej, det her er alt for alvorligt til, at der skal gå politisk taktik i det, siger Lennart Damsbo-Andersen (S).
Beskæftigelsesministeren er indstillet på at lave en aftale, og han er villig til at diskutere, om Arbejdstilsynet skal tilføres flere penge. Det sagde han i et interview med DR Nyheder mandag. Artiklen omhandlede færre tilsynsbesøg i landbruget.
- Det vil være muligt at lave flere tilsynsbesøg, hvis man prioriterer det økonomisk, og det er jeg sådan set også villig til at gøre, sagde Troels Lund Poulsen.
- En ny arbejdsmiljøindsats skal afløse den nuværende, der blev vedtaget i 2015, og som bygger på strategien fra 2011.
- Dengang var strategien at prioritere områderne alvorlige ulykker, psykisk arbejdsmiljø og overbelastninger af muskel og skelet. Strategien har dog vist sig at fejle, og forbedringerne på de prioriterede indsatsområder er udeblevet. Derfor nedsatte regeringen i 2017 et ekspertudvalg, der skulle kigge danskernes arbejdsmiljø efter i sømmene.
- Udvalget udkom i efteråret med 18 anbefalinger til en ny indsats, og det er disse anbefalinger, der nu danner rammerne om de igangværende forhandlinger
- Ambitionen er, at der skal landes en ny aftale om arbejdsmiljøindsatsen i slutningen af marts. Men om der kan laves en aftale på denne side af folketingsvalget er endnu ikke afgjort.