Arek skulle nok have tænkt sig om en ekstra gang, inden han for knap to uger siden udtalte sig negativt om OB s indkøbspolitik. Således blev han resolut sat i skammekrogen på bænken i den efterfølgende kamp ude mod Esbjerg.
Den 33-årige målmand fra Polen har dog ikke i sinde at sætte sig for godt til rette på bænken. Onyszko beretter nemlig, at står han ikke på søndag mod AC Horsens, vil han finde sig en anden klub.
Det er ifølge Arek naturligt, at hans førsteholdsplads er tabt, hvis den normale reservekeeper, Anders Lindegaard, står godt i morgen.
»Jamen, sådan fungerer verden nu engang - hvorfor skal han tilbage på bænken, hvis han gør det godt? Så har jeg tabt og må skifte klub,« siger Arek Onyszko.
Olsen overvejer
Lars Olsen har dog fået nok af situationen. Han vælger målmanden på taktikmødet i morgen, og så er det op til ham, han vælger, at præstere:
»Konflikten med Arek er stor og indviklet - den har mange facetter, men I må alle vente med at se til på søndag,« siger cheftræner Lars Olsen.
Ny klub eller god løn
OB s direktør, Kim Brink, udtalte i en pressemeddelelse i fredags, at Arek Onyszko er kontraktligt forbundet til OB indtil sommeren 2009, og at det derfor ikke var op til målmanden selv at beslutte, om han vil forlade klubben.
Kort tid efter træningen i går kom svaret dog prompte fra polakken:
»Hvis de siger, at jeg skal blive, så siger jeg fint . Jeg får en rigtig god løn her i Odense, så jeg kan da godt bare sidde på bænken og hæve den.«