Anklagemyndigheden har rejst tiltalte mod en 16-årig dreng fra Afghanistan, som anklages for at have voldtaget en 14-årig pige på et toilet i et shoppingcenter i Esbjerg.
Det var på et toilet i Broen Shopping i Esbjerg 31. marts i år, at den nu tiltalte skal have forgrebet sig på den 14-årige.
Efterfølgende har sagen vakt en del opsigt. Blandt andet fordi politiet helt atypisk ikke selv valgte at orientere pressen og dermed offentligheden om sagen.
Først da Jydske Vestkysten fik et tip og direkte spurgte Syd- og Sønderjyllands Politi om episoden, åbnede man op.
Begrundelsen for den midlertidige hemmeligholdelse var blandt andet, at der netop i denne sag var et helt særligt hensyn at tage til de to forurettede.
I en sideløbende sag, hvor en 20-årig afghaner var sigtet for forsøg på voldtægt samme sted mod en anden 14-årig pige, har anklagemyndigheden opgivet at rejse tiltale.
- Anklagemyndigheden mener ikke, at der i sagen er beviser, der vil kunne føre til domfældelse, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
På trods af den droppede sigtelse vil den 20-årige dog fortsat sidde varetægtsfængslet på grund af andre forhold, han er sigtet for at stå bag.
Sagen mod den 16-årige er berammet ved Retten i Esbjerg til 29. juni samt 2., 3. og 4. juli.
Drengen har i et retsmøde mandag fået forlænget sin varetægtsfængsling frem til dom. Den kendelse er dog kæret til landsretten.
/ritzau/