Malalai Joya er kun 25 år, da hun første gang underskriver sin egen dødsdom. Det tager hende under tre minutter.

Året er 2003, og hun er netop blevet valgt ind i Afghanistans grundlovsforsamling. En forsamling, hvor brutale krigsherrer, islamiske fundamentalister og en flok demokrater skal blive enige om en ny afghansk grundlov, efter USA har smidt Taleban af magten. Flere medlemmer har geværer med.

Malali Joya kræver at få ordet af formanden. Han giver modvilligt den unge kvinde tre minutters taletid.

- Mit navn er Malalai Joya, siger hun og fortsætter:

- Jeg ønsker at kritisere mine landsmænd i dette lokale. Hvorfor har vi tilladt kriminelle i denne forsamling? Krigsherrer, der er ansvarlige for vores lands situation? De har undertrykt kvinder og ødelagt vores land. De burde retsforfølges.

Da den spinkle kvinde taler i den mandsdominerede forsamling, er der først lamslået stilhed. Så bryder raseriet ud. Mandlige krigsherrer råber op og løber mod hende. Formanden beordrer hende smidt ud.

25-årige Malalai Joya føres væk under beskyttelse af FN-tropper.

Kvinde blandt rovdyr

Stormen omkring den nu 30-årige Malalai Joya har aldrig lagt sig siden.

BBC har kaldt hende Afghanistans mest berømte kvinde, mens andre kalder hende den modigste kvinde i landet på grund af hendes åbenmundethed over for Afghanistans konservative ledere. S

om parlamentsmedlem har hun fået kastet plastikflasker efter sig, er blevet kaldt luder og truet med mord eller voldtægt, når hun talte i parlamentet.

Sidste år smed et flertal hende ud af parlamentet for at have fornærmet parlamentarikere. Malalai Joya havde i et tv-interview sammenlignet kriminelle afghanske parlamentarikere med dyr i en zoologisk have.

I interviewet rettede hun dog med det samme sig selv og sagde, at sammenligningen var uretfærdig: I en zoologisk have lavede nogle dyr trods alt noget fornuftigt som at give mælk eller bære ting.

- Da jeg stillede mig op og talte til krigsherrerne i 2003, var det fordi, ingen andre gjorde det. Jeg mødte for første gang de mænd, der havde myrdet mit folk, og jeg blev nødt til at sige noget. Jeg vidste godt, at det sikkert ville koste mig mit liv, men jeg vidste også, at det var en pris, jeg var villig til at betale. Sådan har jeg det stadig, siger Malalai Joya, da Nyhedsavisen møder hende i Danmark, hvor hun i øjeblikket holder en række foredrag.

Forsøgt dræbt fire gange

Det er først og fremmest på grund af held og gode venner, at Malalai Joya stadig lever trods en evig dødsdom over hende. I et konservativt land som Afghanistan taler man ikke ustraffet krigsherrer og fundamentalister imod.

Malalai Joya har overlevet fire attentater indtil videre. Den ene gang eksploderede en bro få øjeblikke før, Malalai Joya skulle over den. Hun slap uskadt. Andre gange er hun blevet advaret inden attentatet.

- Jeg er klar over, at jeg nok vil blive dræbt en dag, men jeg accepterer risikioen. Man bliver nødt til at sige dem imod. Tavshed fra gode mennesker er værre end handling fra onde mennesker, siger hun og supplerer med hendes yndlingscitat fra den iranske forfatter Samad Behrangi:

Døden kan komme let nu (...). Hvad der betyder noget er, om mit liv og min død har betydet noget for andres liv .

Flygtning blev politiker

Malalai Joyas historie er usædvanlig.

Efter en opvækst som flygtning i Iran og Pakistan vendte hun tilbage til Afghanistan under Talebans kvindeundertrykkende styre. I sin hjemby i det vestlige Afghanistan oprettede hun et børnehjem og en sundhedsklinik – og blev senere leder af en kvindeorganisation.

Som flygtning og kvinderettighedsarbejder så hun utallige eksempler på afghanske krigsherrers mishandling af befolkningen. Og da Taleban faldt, nægtede hun at acceptere krigsherrernes indtog i parlamentet.

I øjeblikket er hun i Europa, hvor hun smider sit slør og tordner imod krigsforbrydere, narkobaroner og kriminelle i Afghanistans regering. De fleste af hendes anklager kan dokumenteres. Andre minder mest om konspirationsteorier, som når hun anklager CIA for at organisere narkohandel i Afghanistan.

Hun opremser lynhurtigt overgreb på overgreb mod afghanske kvinder, når hun taler.

Om 14-årige Bashira, der blev massevoldtaget, men aldrig fik set gerningsmændene dømt, fordi én var søn af et medlem af parlamentet. Og om de mange kvinder, der brænder sig selv til døde eller hænger sig i desperation over elendigheden i Afghanistan.

Igen og igen lyder hendes appel:

- Vi har brug for hjælp i Afghanistan, for det går den forkerte vej.

Senere på måneden leverer hun sin opsang i Europa-Parlamentet, inden hun vender hjem til Afghanistan.

Skjult i burka

Hun bor i hovedstaden Kabul, hvor hun må bevæge sig rundt i burka, selvom hun hader den tildækkede beklædning. Viser hun sit ansigt, risikerer hun at blive overfaldet eller dræbt. Bodyguards er altid omkring hende, og hun skifter tilholdssted konstant. Hendes mand må hun undvære i perioder.

- Men jeg har også mange støtter, som hader krigsherrerne lige så meget som mig. Nogle af dem bliver banket, fordi de stemmer på mig eller bare kender mig. Dem vil jeg aldrig svigte, siger hun, inden hun kommer med en dyster forudsigelse, da Nyhedsavisen spørger, hvordan hendes hjemland vil se ud om 10 år.

- Så længe USA holder krigsforbryderne ved magten, vil det gå den forkerte vej. Jeg tror, det vil ende med oprør, og at det vil koste mange liv. Men jeg bliver nødt til håbe på, at det bliver bedre på et tidspunkt. Som et ordsprog siger: Du kan ødelægge alle blomsterne, men du kan ikke stoppe forårets komme.

Hvad med dig selv? Hvor er du om 10 år?

- Mig? svarer Malalai Joya og undertrykker et grin over spørgsmålet.

- Spørger du mig om mit liv om 10 år? Jeg er ikke engang sikker på, om jeg lever i morgen.