Den indiske film ’Kabul Express’ må ikke vises i det land, hvor den er optaget. Den afghanske regering har nemlig forbudt filmen, fordi den fornærmer den shia-muslimsk minoritet Hazara, skriver Indo Asian News Service.
»Kabul Express indholder nogle sætninger, der er meget fornærmende over for en af Afghanistans etniske grupper, nemlig Hazara,« siger den afghanske kulturministers rådgiver, Najib Manalai, til Indo Asian News Sercie.
Kabul Express er en film om nogle journalister, som kører gennem Afghanistan efter taleban-styrets fald. Den er optaget over 45 dage under skarpt sikkerhedsopsyn og med tilladelse fra den afghanske regering. De to journalister forsøger i filmen at få et interview med et medlem af taleban med hjælp fra en afghaner.
Kulturministerens rådgiver siger, at de involverede i filmen vil blive udspurgt af en anklager.
»Selv hvis det er fiktion, er nogle af udtalelserne sårende ... det er at lege med folks følelser og stolthed,« siger Najib Manalai.