Af Søren Espersen, udenrigsordfører, Dansk Folkeparti
Pakistans indsats i kampen mod terrorismen har, som det rigtigt anføres af Nyhedsavisen, været elendig. For det første er det Pakistans tusindvis af gakkede koranskoler, der er de førende udklækningscentraler for fremtidige lige så gakkede jihad-terrorister (hvor kunne man i øvrigt ønske sig, at en førende imam engang i en prædiken fortalte sine disciple, at de med sikkerhed røg i helvede, hvis de sprængte sig selv og andre i luften..!). For det andet har Pakistan ikke løftet så meget som en krumsabel for at bevogte grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.
Vi må derfor helt anderledes end hidtil lægge pres på pakistanerne, så de får ærmerne smøget op og kommer i gang med terrorbekæmpelsen.
Men for Danmark er det fortsat i Afghanistan, at vores store indsats mod terror skal foregå. Den kamp, som jo primært drejer sig om Danmark og den frie verdens sikkerhed.
De to sydlige afghanske regioner Kandahar og Helmand udgør grænsen til Pakistan – og først når der er ryddet grundigt op dér, hvad angår Taleban og al-Qaida, vil grænsen effektivt kunne lukkes. Yderligere er det, efter alt at dømme, netop i et rottehul i en af de sydlige regioner, at Osama bin-laden og hans slæng er krøbet i skjul.
Sikke en skøn sommergave for vore danske soldater, hvis de kunne få fingre i den karl!