Er du fattig og bosat i Afghanistan, så er her et godt jobtilbud, der måske kunne være interessant.
Hvis du trækker i trøjen og vil gå i krig for oprørsgruppen Taleban, så er der gode penge at tjene. Du får for eksempel en kontant belønning for hvert angreb, som du gennemfører på infrastrukturen i Afghanistan.
Det skriver Information.
En Taleban-soldat får for eksempel 60 kroner om dagen for at gå i krig - og en kontant belønning på helt op til 4.500 kroner for at angribe en skole, meddeler avisen.
Og det er nød, der presser afghanerne ud i arbejdet som lejesoldater. Det siger Peter Dahl Thruelsen fra Forsvarsakademiet.
"Det her er fattige mænd, der stort set ikke har andre måder at tjene penge på. Der er ingen tvivl om, at de ville tjene deres penge på andre måder, hvis de kunne. For de fleste er det ikke et tilvalg af kampen mod vesten - men i stedet et fravalg af fattigdom," siger han.
Han understreger samtidig, at det langtfra er alle Talebans soldater, der er motiveret af penge. Kampen mod Vesten er ikke død.
"Der er mange, der kæmper ud fra et politisk eller et religiøst motiv," siger han.
Pengene til at betale Taleban-soldaterne kommer primært fra produktionen af narkotika.
"Pengene kommer fra opiumsmarkedet, hvor der lige nu er meget store gevinster at hente. Det er klart den største indtægtskilde i landet. Og pengene financierer krigen," siger han.
Det tjener en bonde, som bliver Taleban-kriger:
10 dollars for en dag i krig
200 dollars for at angribe en højspændingsledning
900 dollars for at angribe en skole