Der bliver holdt en plads tom på Tysklands udskiftningsbænk i kampen mod Elfenbenskysten. Det er den plads, hvor afdøde Robert Enke skulle have siddet. Nu kommer hans trøje i stedet for til at ligge der, for at vise målmanden en sidste ære.
"Vi vil dermed vise, at Robert for altid vil være iblandt os," siger landstræner Joachim Löw i en pressemeddelelse.
Derudover vil spillerne bære sørgebind, og inden kampen vil der være et minuts stilhed på stadion, som det er kotume ved dødsfald. Den tidligere Hannover 96-målmand begik selvmord i sidste uge, og det har fået klubben til at beslutte, at Robert Enkes trøje nummer et for altid er hans og aldrig vil blive båret af en anden spiller i klubben.
Det er landsholdets manager, Oliver Bierhoff, der har foreslået, at trøjen skal ligge på bænken. Hvem, der får lov at lægge trøjen på pladsen ved siden af de andre udskiftningsspillere, er endnu ikke blevet besluttet.