Når der på fredag blændes op for finalen af “Vild med dans”, er alle tidligere deltagere fra sæsonen traditionen tro inviteret med.
Men allerede nu har corona spændt ben for en af deltagernes medvirken i finale-programmet. Det er entertaineren Jacob Haugaard, der er blevet smittet og derfor er tvunget til at melde fra.
- Det er ærgerligt, og det er da ikke sjovt, at jeg skal se finalen hjemmefra. Jeg hader at skulle aflyse noget. Sådan har jeg også altid haft det rent professionelt, siger Jacob Haugaard til tv2.dk.
Både Jacob Haugaard og konen er ifølge TV2 vaccinerede, men begge er altså blevet smittet.
- Jeg er noget mat i sokkeholderne. Det er som en influenza, og så hoster vi, siger Jacob Haugaard til tv-stationen.
Jacob Haugaard har ikke været i kontakt med nogle af de øvrige dansere op til finalen, så Haugaards dansepartner Camilla Dalsgaard kommer til at tage del i finaleshowet.
Også sidste år var “Vild med dans”-finalen ramt af corona. Dengang måtte tre af deltagerne blive hjemme i isolation efter at have været i nærkontakt med en smittet.
I årets finale deltager følgende tre par - om alt går vel:
Pernille Blume/Morten Kjeldgaard, Jimilian/Asta Björk og Lise Rønne/Silas Holst.