Når 300.000 dollars-turneringen Korea Open begynder onsdag, bliver det uden Peter Gade, for vinderen af sidste uges Malaysia Open har meldt afbud til årets anden Super Serie-turnering på grund af en skade.
»Peter er nedslidt og har en kraftig overbelastning i knæet efter sidste uges turnering. Han ønsker ikke at tage chancer med helbredet eller at stille op på skrømt, og han er allerede nu på vej hjem for at komme til kræfter,« siger Danmarks Badminton Forbunds sportschef Finn Trærup-Hansen.
De seneste to dage har Peter Gade fået behandling og forsøgt at blive klar til Korea Open, hvor han skulle have mødt Chen Yu fra Kina i 1. runde, men det overanstrengte knæ reagerede ikke hurtigt nok på behandlingen, så i samråd med træner Thomas Stuer-Lauridsen valgte han at trække sig.
»Det næste mål for Peter er All England, og det er vigtigt, han ikke forværrer skaden. Vi spændte buen rigeligt i sidste uge, og vil ikke tage yderligere chancer,« siger Thomas Stuer-Lauridsen.
Mens Peter Gade er ude af Korea Open allerede inden første bold, er mixeddoublen Joachim Fischer og Britta Andersen inde.
Parret skulle have spillet en kvalifikationskamp mod Mohammad Tazari og Ooi Sock Al fra Malaysia i dag, men den kamp vandt danskerne på walkover og er nu klar til hovedturneringen, hvor de skal op mod englænderne Robert Blair/Jenny Wallwork i 1. runde.
Danmark har yderligere tre mixeddoubler, tre herredoubler og en damedouble samt singlerne Tine Rasmussen, Kenneth Jonassen og Kasper Ødum med i Korea Open.