Det er aldrig sjovt at være ledig, men er du ledig på dagpenge er det trods alt bedre end at være ledig på kontanthjælp.
Det mener danskerne ifølge en analyse fra fagforeningen ASE, der har 150.000 medlemmer - både selvstændige og lønmodtagere.
Rambøll har bedt over 2.000 danskere om at angive deres enighed i de to udsagn: "Jeg har mindre respekt for dagpengemodtagere end for folk i arbejde" og "Jeg har mindre respekt for kontanthjælpsmodtagere end for folk i arbejde".
Resultatet viser, at mens blot 10 procent har mindre respekt for dagpengemodtagere end for folk i arbejde, gælder det hele 29 procent, når vi taler kontanthjælpsmodtagere.
ASE's direktør Karsten Mølgaard Jensen er ikke overrasket lover undersøgelsen.
"Hvis du er i a-kasse, har du selv taget hånd om risikoen for ledighed og selv betalt for at være forsikret mod det. Det kvitterer folk ved med mere respekt," siger han.