Det er godt at have gode venner, når verden går dig imod.
Sådan synger The Beatles i ‘With a little help from my friends’ – og den sang har haft særlig betydning for grevinde Alexandra i den vanskelige tid efter skilsmissen fra Martin Jørgensen sidste år.
Det fortalte hun ifølge BT tirsdag aften, da hun var vært ved ’Sangaften på Rigshospitalet’.
Her udvalgte hun sange fra den danske Højskolesangbog, som har særlig betydning.
- Det er ingen hemmelighed, at det sidste år har været svært for mine drenge og mig, for en skilsmisse er aldrig let. Især når ens egen familie er spredt rundt i flere lande. Men jeg har i min tid i Danmark fået nogle skønne venner, jeg i dag betragter som min familie. Og denne sang har jeg valgt for at hylde dem, sagde grevinde Alexandra, da hun skulle introducere det ikoniske Beatles-nummer.
Sangaftenen for patienter og pårørende havde lokket flere interesserede til, som også stemte i, da grevinde Alexandra sang for på numre som ’Den danske sang er en ung blond pige’ og Halfdan Rasmussens ’Livet er en morgengave’.
Hun bor lige nu i en stor lejet lejlighed i Store Kongensgade i centrum af København sammen med prins Nikolai og prins Felix. Og det nyder hun.
- Jeg har det godt. Drengene og jeg har det godt, sagde grevinde Alexandra til BT.