En ærkebiskop fra den anglikanske kirke i Nigeria er blevet bortført i nærheden af sit hjem i havne- og oliebyen Port Harcourt.
Der er tale om Ignatius Kattey, som er den næsthøjest rangerende ærkebiskop i det afrikanske land, rapporterer BBC. Han blev taget som gidsel af bevæbnede mænd fredag aften, lyder det.
- Ærkebiskop Ignatius Kattey blev kidnappet sammen med sin kone omkring klokken 22.45 fredag, fortæller en talsmand for politiet til nyhedsbureauet AFP.
- Hans kone blev senere efterladt i bushen af deres bortførere, lyder det.
Kriminelle grupper bortfører jævnligt folk i det olierige Nigerdelta, der ligger i den sydlige del af landet. Ofrene løslades ofte uskadt, når der betales løsepenge. Men i den nordlige del af landet har islamiske ekstremister dræbt flere gidsler.
Kamene Okonjo, som er mor til Nigerias finansminister, Ngozi Okonjo-Iweala, blev i december sidste år bortført fra sit eget hjem. Hun blev sat på fri fod i god behold efter fem dages tilfangetagelse.
/ritzau/