Esbjergs cheftræner, John Lammers, undrer sig over, at hans mandskab ikke fik scoret i torsdagens returkamp mod hviderussiske Shakhtyor Soligorsk i Europa League-kvalifikationen.
På hjemmebane spillede Esbjerg 0-0 og er dermed ude efter et sammenlagt 0-2-nederlag.
- Jeg synes, vi prøvede alt, der var muligt. Vi satte dem under pres og dominerede hele kampen, men det eneste, vi ikke gjorde, var at score et mål, og det er noget lort, siger John Lammers til TV3 Sport.
Træner understreger, at han ikke er sur på sine spillere, som i hans øjne ydede en mandfolkeindsats.
- Jeg kan ikke bebrejde spillerne noget.
- Vi havde en plan, og den virkede egentlig ret godt. Men man bliver nødt til at score, og vi havde to skud på overliggeren og stolpen. Vi havde nogle chancer, men man bliver nødt til at have lidt held for at vinde denne slags kampe, siger Lammers.
Angriberne Adrian Petre og Yuri Yakovenko var blandt Esbjergs store syndere foran mål i torsdagens nullert.
/ritzau/